Det var en gang en konge og en dronning. De hadde tre døtre, som alle var vakre, men den yngste var mer enn det, hun var deilig, ja deiligere enn Venus, syntes folk. De flokket seg om henne, strødde blomster for hennes føtter, snakket ikke om annet enn den deilige Psyche, som var navnet hennes.
Hennes vakre søstre ble snart gift. Den vidunderskjønne Psyche satt alene tilbake, ingen friere meldte seg, hun var så vakker at ingen mann våget å be om hennes hånd.
Kongen og dronningen var fortvilet over at ingen ville beile til Psyche. Hva hjalp det da at hun var så vakker, og at folk rett og slett dyrket henne som en gudinne?
Men oppe fra Olympen fulgte Venus sjalu med på den hyllesten som Psyche var gjenstand for. Hva hjalp det vel da at hun i sin tid var blitt erklært som den vakreste av gudinner, når hun nå ble satt i skyggen av en dødelig kvinne? Hun, Venus, skulle nok vite å hevne seg.
Det fryktelige oraklet
Mens Venus la skumle planer, gikk Psyches foreldre omsider til Oraklet i Delfi og fikk det svar at de ikke skulle glede seg til datterens bryllup, fordi, sa Pythia:
"Konge, som Dødens brud skal din datter smykkes,
deretter skal hun av deg bringes opp på det bratteste fjell.
Tro ikke at hennes mann er en gren av en dødelig stamme, nei,
et uhyre er han, en slange, grusom og vill.
Jupiter selv skjelver for ham og gudene blir redde,
flodene dypt under jorda gyser i mørket av skrekk."
Foreldrene ble sønderknust av dette svaret, men det var ikke noe annet å gjøre enn å adlyde oraklet.
De kledte henne som brud, og Psyche vandret av sted som til sin egen begravelse. Hun ble brakt til den klippen som oraklet hadde nevnt, mens hun tørket tårene sine på brudesløret.
Nå satt hun alene på toppen av klippen, brudefølget hadde forlatt henne. Plutselig fornemmet hun at en mild vind svevde omkring henne. Varsomt løftet den henne og førte henne ned i en dal kledt med blomster. Foran henne lå en lund med en rislende kilde, og ved siden tronte et palass som var så strålende at det ikke kunne være bygget av menneskehender.
Psyche trådde inn og beundret de kostbare veggene som var innlagt med gull og sølv, fine mosaikkgolv og kneisende marmorsøyler. Det virket som om ingen våket over all denne prakten, men plutselig hørte hun en stemme: "Alt dette er ditt. Vi er dine tjenere. Sett deg bare til bords." Psyche fikk de herligste retter, men alt ble usynlig servert, som av et vindpust.
Den nattlige beileren
Da natten kom, gikk Psyche til sengs i en praktfull elfenbensseng. Den ble hennes brudeseng, fordi, om natten kom - som et vindpust- hennes brudgom til henne. Selv om hun bare hørte hans stemme, nøt hun hans favntak. Om morgenen våknet hun alene. Dette gjentok seg flere netter. Psyche tenkte ikke nærmere over alt dette forunderlige. Om dagen ble hun oppvartet av tjenende, usynlige ånder, og om natten kom hennes elsker og ektemann, som hun etterhvert holdt mer og mer av.
Men det var andre, som undret seg over Psyches merkelige tilværelse. Da ryktet bredte seg om Psyches lykke, ble søstrene hennes misunnelige: hvorfor skulle de selv være gift med halvgamle menn, selv om disse var konger? Psyche hadde alt, hun.
I mellomtiden begynte Psyche også å lengte etter sine søstre.Visst var hennes lykke fullkommen. Hun elsket sin mann, som kom til henne hver natt og ble borte i daggryet. Hun hadde imidlertid aldri sett ham med sine egne øyne, og hun hadde en ønsketilværelse om dagen.. Men denne fullkomne lykken var vanskelig å bære i ensomhet hele dagen. Hun savnet noen å dele den med. En natt ba hun derfor sin mann om å få lov til å se sine søstre.
Hennes mann, som elsket henne høyt, advarte henne. Men han var sjanseløs. Psyche gråt og hadde nesten glemt all sin lykke. Til slutt ga hennes mann etter, men han tilføyde: "La ikke dine søstre lokke deg til med egne øyne, å undersøke hvem jeg er. Gjør du det, vil vår lykke være forbi."
Psyche lovet ham det: "Jeg elsker deg jo, som var du gud Amor selv."
Gift med et uhyre?
Søstrene kom. De sto og skrek etter Psyche fra klippetoppen, og før de visste ordet av det, kom et vindpust som bar dem ned til Psyche. De gjorde stor øyne, og ble gule av misunnelse da de så alle herlighetene."Men hvor er din ektemann?" spurte de til slutt.. Det kunne ikke Psyche svare på. Da det gikk opp for søstrene at Psyche aldri hadde sett sin mann med egne øyne, hyklet de forferdet: "Ja,. men lille søster, det er sikkert et uhyre, som kommer til deg hver natt. Det må du undersøke! Du kan slett ikke forsvare noe annet..Still lampen på nattbordet ved siden av sengen, og når han er falt i søvn av lutter kjærlighet, ta så lampen og la den lyse over ham, så du i det minste vet, hvordan mannen din ser ut.. Han er nok det uhyret, kanskje en slange, som oraklet talte om, lille søster."
Psyke gråt, for hun elsket sin mann, men hun holdt også av sine søstre, og en liten dråpe usikkerhet var det kanskje i hennes sjel.
Den følgende natten kom hennes ektemann som sedvanlig. "Du har vel ikke lovet søstrene dine noe? For det ville bli til ulykke for oss alle tre." "Tre?" sa Psyche forundret. "Ja, for du venter et barn," sa ektemannen. Psyche ble glad, både fordi hun skulle ha barn, og fordi hun ventet det med den mannen hun elsket så høyt.
Men i sjelen hennes satt fremdeles søstrenes giftige ord, at hun levde i hemmelig elskov med en slange. Og selv i sin største kjærlighet kunne hun ikke forstå hvorfor mannen hennes var så lyssky. Kanskje var han en redselsfull slange?
I nattens mørke står hun opp alene, tar frem en dolk hun hadde fått av sine søstre og løfter lampen, som hun hadde tent, over sengen. Og dér lå den skjønneste unge mann man kunne forestille seg, med sorte lokker og marmorhvit hud. På skuldrene hans glitret det i blanke vinger. Foran sengen lå bue og pil.
Psyche begynte å skjelve ved synet. Dét var altså ektemannen hennes. Gud Amor selv! Hun mistet dolken på gulvet, tok i stedet opp en av pilene, lot en av fingrene gli prøvende over spissen, og skar seg så det piplet frem en dråpe blod.
Så bøyde hun seg over sengen med den sovende Amor og holdt lampen ned for å kunne beundre skjønnheten hans. Sakte, forsiktig, trykket hun et kyss på munnen hans - men kom til å søle en dråpe av den brennende oljen på skulderen hans. Guden fór opp i smerte, men da han så Psyche med lampen, reiste han seg, foldet vingene sine ut og forsvant uten et ord.
Psyches hevn
Gråtende satt Psyche forlatt på sengen. Hun forsto nå at hun var ført bak lyset av søstrene sine, og besluttet å hevne seg.
Fast bestemt på å finne sin Amor igjen, forlot hun palasset. Først gikk hun til sin eldste søster og fortalte hva som hadde skjedd. Hun tilføyde så at Amor hadde sagt at han ville ha den eldste søsteren hennes til hustru i steden. Søsteren trøstet Psyche, men ikke før var denne ute av huset, før søsteren ílte opp på toppen av klippen og kalt på vindenes gud til å løfte henne til Psyches palass. I det samme styrtet hun seg ut fra den faste grunnen, men denne gangen kom det ikke noe mykt vindpust. En stormvind feide henne ned i avgrunnen.
Den andre søsteren led samme skjebne.
Psyche hadde nå fått sin hevn, men søkte stadig etter sin elskede Amor. Hun vandret fra sted til sted uten å vite at all ulykken hennes skyldtes moren til Amor, den mektige Venus, som ikke unnet henne Amors kjærlighet. Hele tiden lå Amor hjemme hos sin mor for å glemme smerten som Psyche hadde tilført ham.
Psyche vandret fra tempel til tempel og bønnfalt Olympens gudinner om å hjelpe seg, men ingen av dem turde, av hensyn til Venus. Til slutt så hun ingen annen utveg enn å gå til selveste Venus og be henne om tilgivelse, skjønt hun ikke kunne se, hva hun egentlig hadde gjort. Ikke annet enn at hun elsket Amor.
Psyches prøvelser
Venus tok i mot henne med et iskaldt smil: "Du tror kanskje at jeg føler med deg fordi du venter et barn, og at jeg gleder meg til å bli bestemor. Nei, se her, min dukke, her har du en mengde frø og korn, sorter dem og la oss se om du egner deg som husmor." Venus pekte på en dynge frø av hvete, bygg og valmue, erter, bønner og mange andre plantefrø. Hun befalte stakkars Psyche å sortere alle frøene innen kvelden var omme.
Gråtende satte Psyche seg ned foran den store haugen - hvordan skulle hun greie dette? Men hun hadde ikke felt mange tårene før det kom en maur og sa: "Nå skal jeg hjelpe deg." Den kalte på de andre maurene, og i løpet av kort tid hadde maurene
sortert hver frøsort for seg i nydelige hauger.
Da det nærmet seg midnatt, kom Venus hjem. Da hun fikk se det ferdige arbeidet, skjulte hun sin skuffelse og sa til Psyche: "I morgen ved soloppgang skal du gå ned til floden. Der gresser det får med gyllen ull. Skaff meg noe av den."
Da solen sto opp, gikk Psyche ned til floden. Som hun gikk der, begynte en dunhammer i sivet å tale til henne: "Gå ikke bort til fårene, de er ville. Vent til i ettermiddag, da kommer de ned til floden for å drikke, og dotter av gyllen ull blir da hengende igjen på rosenbuskene."
Psyche gjorde som dunhammeren hadde sagt, og da kvelden kom, vendte hun tilbake til Venus med forkleet fullt av gyllen ull.
Men Venus var stadig ikke tilfreds. "Ser du den skyhøye klippen der?" spurte hun, "derfra styrter en kilde helt ned til Underverdenen og Styx. Bring meg en kanne vann fra kilden øverst oppe."
Med kannen i hånden begynte Psyche å stige opp det steile berget, toppen raget helt opp til skyene. Vegen ville ingen ende ta, og høyere oppe hørte hun en drage hvisle, og nå så hun også dens ildspyende gap. Hun kunne også høre kilden risle, og det var som om den sa: "Gå din veg, gå din veg," hele tiden. Det var umulig å komme videre. Psyche satte seg ned og gråt. Men da svevde en ørn ned fra himmelen. Det var Jupiter selv som hadde sendt den. Den grep kannen med klørne sine, fløy opp på toppen av berget, fylte den og brakte den tilbake til Psyche.
Heller ikke denne gangen var Venus tilfreds, men kanskje var hun imponert, for tonen hennes var vennlig: "Hør, min skatt," sa hun, "gå ned til Hades med denne esken og spør Underverdenens dronning, Proserpina, om hun ikke kan låne meg litt av sin skjønnhet, bare for en eneste dag."
Denne gangen kom Psyche til at hun like godt kunne ta livet av seg med det samme, enn å gå til Hades. Derifra kom hun jo likevel aldri tilbake. Psyche besteg derfor et gammelt tårn for å kaste seg ut fra toppen av det.
Men, som hun sto der, fikk tårnet stemme, og sa: "Ikke gjør det, dra heller til Lakedaimon, som er nedgangen til Hades på Tainaron. På den vegen kommer du rett til Hades. Men du må ikke komme tomhendt. I hver hånd skal du holde en kake, og i munnen skal du ha to mynter.
Når du kommer til Styx, skal du gi Charon den ene av myntene som du har i hånden, men han skal selv ta den ut av munnen på deg. Når du kommer over på den andre bredden av Styx, skal du ved inngangen til Hades' palass gi Kerberos den ene kaken. Da vil den slikke hånden din og la deg komme inn til Proserpina. Hun vil be deg ta plass på en trone og invitere deg til et dekket bord, men sett deg bare på gulvet og be kun om en skorpe. Bring så frem ditt ærend og vend øyeblikkelig om, gi hunden den andre kaken og fergemannen den andre mynten, så er du snart tilbake igjen. Men husk nøye på én ting: For all del, se ikke inn i esken du har med deg."
Psyche gjorde som tårnet hadde sagt henne. Men da hun så denne verdenens deilige lys igjen, etter å ha vært i Underverdenens mørke, ble hun igjen grepet av sin gamle nysgjerrighet. Hun greide rett og slett ikke å la være å kikke i esken. Forsiktig lettet hun på lokket, mer og mer - det var ingenting i eksen som det gikk an å se med det blotte øye, kun Dødens søvn. Psyche falt om og ble liggende urørlig.
Oppe fra Olympen hadde Jupiter fulgt med i Psyches lidelser. Han syntes nå at begeret var fullt. Han befalte sin datter Venus om å slutte med sin forfølgelse av Psyche, hentet henne opp til Olympen, ga henne en skål med ambrosia og sa:
"Fra nå av er du udødelig og skal aldri mer forlate Amor."
Ordforklaringer:
Dunhammer: en sivtype med en sigarliknende topp.
Kerberos: en hund i Underverdenen..
Styx: elva som går gjennom Underverdenen
Charon: Fergemannen som frakter de dødes sjeler over på den andre siden av Styx.
Ambrosia: I gresk mytologi, gudenes mat (nektar).
Jupiter: Den høyeste guden i romernes gudeverden. Svarer til grekernes Zevs.
Venus: romernes kjærlighetsgudinne. Svarer til grekernes Afrodite.
Lakedaimon, eg.også Sparta, en meget viktig bystat.
***
***
Både 'Østenfor sol og vestenfor måne' og 'Kvitebjørn Kong Valemon' har hentet vesentlige handlingselementer fra denne fortellingen - som allerede var gammel da Apuleius gjenga den på 100-tallet.
Venus' rasende og farlige sjalusi over å bli overgått i skjønnhet, kan svært godt være opphav til den onde stemoren i 'Snehvit'. De onde søstrenes avgrunnsdypt forferdelige narrespill er blitt fanget opp av 'Titta grå', som de dermed overgår i ondskap. Veiledningen til hvordan reisen til dødsriket skal gjennomføres har likhetstrekk med formaningene gode hjelpere gir helter og heltinner i flertallet av eventyrene som handler om redningsdåder eller jakten på den tapte elskede.
Jeg opplever fortellingen om 'Amor og Psyche' som en slags 'link' mellom flere av de mest spennede folkeeventyrene og de gresk-romerske mytologiske gude- og helte-fortellingene. Noen nærlesing og akademisk analyse har jeg imidlertid ikke sjanse til å klare å gjennomføre (arbeidsminnet og konsentrasjonsevnen strekker ikke til). Antakeligvis finnes det slike gjemt i akademiske folkloreavhandlinger rundt omkring i lærde bøker og tidsskrifter - Wikipedia har i alle fall en lang og referanserik artikkel om myter som tyder på at kunnskapsrike og iherdige akademikere har tenkt og analysert omkring dette i lange baner!
Jeg bare morer meg…
Versjonen av eventyret som jeg har lagt ut her, har jeg funnet som word-dokument ved søk på Amor og psyche, nettadressen på treffet er
www.fag.hiof.no/lu/fag/norsk/glu5-10/.../AMOR%20OG%20PSYCHE.doc
men den er ikke virksom. Dokumentet inneholder ingen navn på oversetter/bearbeider, så jeg kan ikke kreditere mer enn jeg her har gjort.
Her følger den komplette versjonen av Apuleius i en dansk oversettelse ved Frederik Nutzhorn 1867:
Således voksede hendes Ry fra Dag til Dag. Rygtet fløj fra Ø til Ø, over store Landstrækninger og mangfoldige Provinser. Fra fjerne Lande og over det store Hav strømmede man sammen for at glæde sig ved det strålende Syn. Ingen søgte længer til Pafos, ingen til Knidos, ja ikke engang til Kythera. Venus blev forladt, hendes Templer sank sammen, hendes Helligdomme lå øde, hendes Dyrkelse blev forsømt, ingen Kranse smykkede længer hendes Billedstøtter, og hendes Altre stod uden Ild, halvt skjulte af Asken fra tidligere Ofringer. Det var Kongedatteren, man tilbad, den menneskelige Skønhed, man bragte den Hyldest, som skyldtes Gudinden. Når hun om Morgenen trådte frem, anstillede man Ofringer for hende, som var hun Venus, og når hun vandrede gennem Gaderne, stimlede man sammen for at hædre hende med Blomster og Kranse.
Denne Overførelse af guddommelig Ære på en jordisk Kvinde tændte Vredens Gnist i den virkelige Venus' Bryst og idet hun slog med Nakken, gav hun sin Vrede Luft i følgende Ord:
„Se, jeg, Naturens Moder, Elementernes Ophav, hele Verdens Herskerinde, må nu dele min Hæder med en dødelig, og mit Navn, der stråler i Himlen, vanhelliges af Jordens Støv. Jeg skal vel nøjes med den Hyldest, der tildeles hende på mine Vegne, og finde mig i, at en dødelig Kvinde indtager min Plads. Så er det forgæves, at hin Hyrde, der for sin Retfærdigheds Skyld af Jupiter selv blev udset til Dommer, tilkendte mig Prisen fremfor de høje Gudinder. Men hvem hun end er, hun skal ikke glæde sig ved at have tilegnet sig min Hæder. Snart skal hun komme til at angre sin utilladelige Skønhed."
Straks kaldte hun på sin Søn, ham den Galgenfugl med Vingerne, som med sine slette Sæder til Trods for den offentlige Moral om Natten med Fakler og Pile render om i fremmede Huse, bringer Forstyrrelse i alle Ægteskaber og ustraffet begår de største Skændigheder uden nogen Sinde at tage sig noget ordentligt for. Han er i Forvejen villig nok til at stifte ondt; nu opmuntrer hun ham oven i Købet, fører ham hen til hin Stad, viser ham Psyche selv, thi således hed hun; og idet hun fortæller, hvorledes dette Menneskebarn vil gøre hende Skønhedsprisen stridig, siger hun sukkende og skælvende af Harme:
„Ved min Moderkærlighed, ved din Pils søde Sår, ved din Flammes blide Smerte! Skaf din Moder Hævn, og straf den trodsige Skønhed, så det kan mærkes. Lad hende brænde af Kærlighed til det elendigste Menneske, der findes, til En, der ikke blot mangler Anstand og Formue, men også savner Sikkerhed for Liv og Lemmer og er så ussel, at der i den hele vide Verden ikke findes hans Lige i Elendighed."
Med disse Ord trykker hun et inderligt Kys på sin Søns Mund og søger derefter hen til den nærmeste Strandbred, hvor hun med sin Rosenfod træder ud på de sitrende Bølger. Næppe har hun vist sig på den blanke Spejlflade, før Havets Befolkning strømmer til, lige så lydig mod hendes tavse Ønske, som om hun højt havde udtalt sit Bud. Der møder Nereus' Døtre syngende i Kor, Portunus med sit lange havblå Skæg, Salacia med sin Fiskeyngel og den lille Palæmon ridende på en Delfin. Også Tritonernes Skarer boltrer sig hen over Havet. Denne blæser i en Muslingeskal, hin hæver et flagrende Silkeslør mod den brændende Sol, en holder Spejlet for sin Herskerindes Øjne, andre svømmer foran hendes Vogn. Sådan er den Skare, der følger Venus på hendes Vej til Okeanosstrømmen.
Imidlertid har Psyche ingen Glæde af al sin Dejlighed. Hun beskues af alle, hun berømmes af alle, men der er ingen Konge, ingen Fyrste, ingen blandt Folket, der vover at nærme sig til hende som Bejler. De beundrer den gudelignende Skikkelse, men de beundrer den som en Marmorstatue. De to ældre Søstre, hvis mindre strålende Skønhed ikke bliver besunget af Nationerne, er forlængst bortskænkede til kongelige Bejlere og lever i fornemt Ægteskab; men Psyche sidder ugift hjemme og begræder sin enlige Stand. Syg på Legemet og sorgfuld i Sindet hader hun sin egen Skønhed, så lovprist den end er blandt alle Jordens Folk.
Da aner den ulykkelige Fader, at Himlen er fortørnet, og i sin Frygt for Gudernes Vrede henvender han sig med Offer og Bøn til Apollos ældgamle Orakel i Milet, for at spørge, om hans Datter altid skal hensidde ugift. Svaret lyder:
”Højt på det takkede Fjeld skal du stille den frygtsomme Pige; smykket i Dødningelin vente sin Skæbne hun der. Ej må du vente at se hende gift med en dødelig Brudgom!
Nej med et Uhyre grumt, rædsomt lig Slangernes Æt. Højt gennem Ætheren svæver det hen som Verdens Betvinger, myrder hver enkelts Ro både med Flammer og Stål. Ja for dets Vælde må Jupiter selv og Guderne skælve. Mægtigt det tvinger endog Skyggerne dybt under Jord.”
Da Kongen hørte dette Svar, drog han bedrøvet hjem og fortalte sin Hustru Skæbnens grumme Bud. Da blev der Sorg og Klage i Landet; thi trodse Gudernes Vilje turde man ikke. Man beredte den stakkels Piges Bryllup; men Faklernes Glans fordunkledes af den sorte Aske, Fløjtens festlige Klang gik over til klagende Toner, den glade Bryllupssang endte med Gråd, og Brudesløret vædedes af Brudens Tårer. Hele Folket delte Kongehusets Ulykke og alle offentlige Forhandlinger standsedes på Grund af Sorgen.
Men Himlens Vilje fordrer hurtig Udførelse. Efter at altså de nødvendige Ceremonier var fuldbyrdede, drog Brudeligtoget ud ledsaget af hele Folket. Psyche vandrede selv med Tårer i Øjnene, ikke som til Bryllup, men som til sin egen Begravelse. Dog, da de bedrøvede Forældre nedtrykte af Sorgen tøvede med at fuldføre den forfærdelige Gerning, opmuntrede Datteren dem selv med følgende Ord:
„Hvorfor vil I plage eders ulykkelige Alderdom med ustandselig Gråd! Hvorfor trætter I eders Sjæl med Klager, der kun forøger min Sorg! I skæmmer kun eders ærværdige Åsyn med unyttige Tårer. Eders Gråd vækker kun Sorgen hos mig. Udriv ikke eders grå Hår og tryk ikke så fortvivlet Hænderne mod eders Bryst! Det, som nu times mig, er jo kun Skønhedens Løn; men det har I ikke kunnet se før nu, da I rammes af den straffende Nidkærhed. Da Folk og Nationer tildelte mig guddommelig Hæder og enstemmig nævnte mig som Venus, da skulde I have sørget og klaget, dengang skulde I have begrædt mig, som var jeg alt død; thi Venusnavnet er det, som nu styrter mig i Døden. Før mig rask hen og stil mig på det Fjeld, hvor Skæbnen har bestemt det. Hurtig vil jeg ile til mit Bryllup, snart skal jeg se min Brudgom. Hele Verden bøjer sig jo for hans Magt; hvorfor skulde jeg da undfly?"
Efter disse Ord trådte hun med raske Skridt ind i Brudetoget. Man vandrede op ad det høje Fjeld, på hvis øverste Top de forlod den stakkels Pige, der nu, medens de andre sorgfulde vandrede hjem, stod ene tilbage med de efterladte Brudefakler, hvis Blus dog var udslukket af Tårer.
Forældrene var så nedbøjede af Ulykken, at de bestandig holdt sig hjemme i det lukkede Hus og aldrig trådte frem for Dagens Lys.
Men Psyche, der skælvende af Angst var hensunken i Gråd, blev af en sagte Luftning, der greb hendes bølgende Klædebon, hævet fra Fjeldtoppen og båret ned i Dalen, hvor hun blidt blev lagt på det blomstrende Grønsvær; og her på det bløde Leje mellem det dugsprængte Græs fandt hun endelig Hvile for det trætte Sind.
Langt om længe rejste hun sig vederkvæget af en dyb Søvn. Hun så en Lund med ranke og store Træer og midt i Lunden en Kilde med krystalklart Vand. Nær ved Kildens Udspring stod et Slot, bygget ikke af Menneskehånd, men med Guddomskunst. Det måtte sikkert være Bolig for en Gud; thi Loftet var båret af Guldsøjler, og dets Tavl var sammenflettet af Citrustræ og Elfenben, medens alle Vægge var dækkede med udmejslet Sølv, hvor vilde og tamme Dyr mødte den indtrædendes Øje. Kun en Gud havde kunnet udhugge Figurerne så levende. Selv Gulvet var indlagt med kostbare Småsten så kunstigt sammenstillede, at de frembød Billedet af smukke Malerier, og Foden trådte overalt kun på Ædelstene og kosteligt Metal. De øvrige Dele af den udstrakte Bygning var ligeså pragtfulde. Hele Vægge smykkede med massivt Guld glimrede, så at Huset selv skabte sig sit Dagslys, om end Solen skjulte sig; således strålede Værelserne, Søjlegangene, ja endog Badstuerne, og Bohavet svarede til Husets egen Glans, så det hele syntes et himmelsk Palads bygget for den store Jupiter, når han vilde stige ned blandt Menneskenes Børn.
Lokket af al den Herlighed gik Psyche forsigtigt nærmere, hun dristede sig til at træde over Tærsklen, nysgerrig betragtede hun alt, og på den anden Side Slottet fandt hun Opbevaringskamre byggede med den samme Kunst og fyldt med strålende Skatte. Der var ikke den Ting, som savnedes der. Men hvad der mere end Kostbarhederne selv vakte hendes Forundring, det var, at så store Skatte fra alle Verdens Egne lå der uden Lås og Slå og uden Bevogter.
Medens hun nu stod hensunken i Betragtningen af disse Ting, hørte hun følgende Ord af en usynlig Røst: „Hvorfor, Herskerinde, forbavses du ved denne Rigdom? Alt dette tilhører jo dig. Træd ind i hint Værelse, hvor du kan hvile dit trætte Legeme, og træd derpå ind i Badet, når du ønsker det. Vi, hvis Stemmer du hører, er dine Tjenerinder, der omhyggeligt skal gå dig til Hånde; og når du har plejet dit Legeme, skal et kongeligt Måltid stå beredt."
Psyche følte sig nu i Guders Varetægt; og idet hun fulgte den usynlige Stemmes Anvisning, vederkvægede hun sig først ved Søvn, derpå ved Bad. I en halvrund Udbygning tæt ved så hun en ophøjet Plads, der syntes bestemt til Måltidet, og hvor hun derfor glad lagde sig til Bords. Straks blev en rigelig Anretning med Gudevin og mange Retter båret frem, ikke af nogen Tjener, men af Vindens Pust. Hun kunde ingen se, men hørte blot deres Ord, og det var Stemmer, hun havde til sin Opvartning. Efter Måltidet sang først en af Stemmerne til Lyden af en usynlig Cithar; dernæst lød harmonisk Sang af en samlet Mængde, så hun mærkede, der måtte være et helt Kor til Stede, skønt hun ingen så.
Da denne Underholdning var forbi og Aftenen meldte sig, gik Psyche til Hvile. Hen på Natten nåede en sagte Lyd til hendes Øre. Hun ængstedes og skælvede i den dybe Ensomhed, men vidste ikke selv, hvad det var, hun frygtede. Det var Brudgommen, som uset var tilstede og hvilede ved hendes Side; men før Dagslyset var han hurtigt forsvunden, og straks efter indfandt sig de usynlige Stemmer, der ventede på deres Herskerindes Bud. Således gik en Tid hen, og som det plejer at gå, det nye blev hende kært ved Vanen, og Lyden af Stemmerne var hendes Trøst i Ensomheden.
Imidlertid hentæredes hendes Forældre af Sorg og Græmmelse. Rygtet om den sørgelige Brudefærd gik fra Stad til Stad og nåede tilsidst hendes ældre Søstre, som straks forfærdede og bedrøvede forlod deres Hjem og gav sig på Vejen for at se til deres gamle Forældre.
Den samme Nat sagde Brudgommen til Psyche (thi skønt hun ikke så ham, hørte hun dog hans Røst): „Dejlige Psyche, min elskede Hustru; en grusom Skæbne truer dig, og for den må du vogte dig omhyggeligt. Snart vil dine Søstre, i den falske Tro, at du er død, betræde hint Fjeld for at se, om der intet Spor af dig er levnet. Dersom du hører deres Klage, må du ikke svare dem, ja ikke engang se op efter dem. Thi da vil du bringe stor Sorg over mig og Ulykke over dig selv."
Psyche lovede at være sin Mand lydig; men hele den følgende Dag tilbragte hun med Gråd og Suk, idet hun syntes, det var ligesom hun rigtig var død, siden hun, begravet i det rige Fængsel og berøvet alt Samkvem med Mennesker, ikke kunde bringe sine sørgende Søstre nogen Trøst, ja ikke engang få Lov til så meget som at se dem. Hverken gik hun i Badet eller søgte nogen anden Vederkvægelse, men græd lige heftigt endnu om Aftenen, da hun gik til Hvile.
Lidt tidligere end sædvanlig indfandt Brudgommen sig, og idet han kyssede hendes tårevædede Kind, skændte han på hende med disse Ord:
„Har du allerede glemt dit Løfte, min Psyche? Hvad skal jeg for Fremtiden vente af dig? hvad skal jeg håbe? Både ved Dag og Nat, selv ved min Side lyder din Klage. Gør som du vil, og adlyd dit eget uforstandige Sind. Men når du for sent føler Anger, glem da ikke, at jeg i Tide har advaret dig."
Da begyndte hun at trygle og sagde, at hun vilde dø, hvis han ikke tillod hende at få sine Søstre at se, så hun kunde lindre deres Sorg og tale fortroligt med dem.
Tilsidst gav han efter for sin unge Hustrus Overtalelser og tillod hende desuden at give dem så meget Guld og så mange Kostbarheder, som hun vilde.
Men atter og atter advarede og formanede han hende til ikke at lade sig lede af sine Søstres fordærvelige Råd eller stræbe efter at få sin Mand at se; thi ved vanhellig Nysgerrighed vilde hun kun styrte sig selv fra Lykkens Tinde og for evig blive skilt fra ham.
Glad takkede hun sin Mand og tilføjede: „Jeg vil før dø hundrede Gange, end miste dig. Thi dig tilbeder jeg og elsker jeg så højt som min egen Sjæl, hvem du end er. Ja ikke engang Kærlighedsguden selv sætter jeg ved Siden af dig. Men også den Bøn må du tilstå mig: Byd, at den samme Luftning, som bar mig fra Fjeldet, også fører mine Søstre herned!"
Under Kys og Kærtegn kaldte hun ham med indsmigrende Røst: „Min Elskede, min Herre, din Psyches egen Sjæl," til han endelig henreven af Kærlighed gav efter og lovede at føje hende i alt. Og som sædvanligt, før Dagen kom, var han forsvunden.
Søstrene havde imidlertid udspurgt, hvor det Fjeld var, på hvilket deres Søster var forladt, og ilede hurtigt derop. Her græd de nu og slog sig for Brystet, til Klipper og Sten genlød af deres Klage. De råbte atter og atter på den tabte Søsters Navn, til Psyche, ængstet ved den gennemtrængende og klagende Lyd, ilsomt løb ud af Slottet og sagde: „Hvorfor fylder I Luften med eders Klager! Her er jeg, for hvis Skyld I sørger. Stands eders Klageråb og aftør eders tårefyldte Kinder. Snart skal I omfavne hende, hvem I nylig begræd."
Dernæst kaldte hun på Vinden, hvem hun erindrede om hendes Ægteherres Bud, og straks blev de af en sagte Luftning ført ned i Dalen. Under gensidige Omfavnelser og talrige Kys standses her Tårerne og Smilet træder i deres Sted. „Men følg mig her ind i Huset, for at I kan dele eders Psyches Glæde."
Med disse Ord foreviser hun dem hele det gyldne Slots Rigdom, lader dem fornemme de tjenende Røsters talrige Skare og vederkvæger dem derpå ved et herligt Bad og et pragtfuldt Måltid. Men denne Herlighed fyldte kun deres Hjerter med Misundelse; og den ene af Søstrene ophørte ikke med nysgerrigt at spørge hende, hvem der var Herre over al den Rigdom, og hvordan hendes Husbond så ud.
Dog, Psyche, der ikke havde glemt sin Ægteherres Bud, sagde blot, at det var en smuk ung Mand, hvis Kinder krusedes af det første fremspirende Skæg, og at han som oftest færdedes som Jæger på Bjerg og på Mark. Af Frygt for at komme til at forråde sin Hemmelighed, hvis Samtalen blev fortsat længere, gav hun dem straks en Mængde kunstig forarbejdede Guldsager og Ædelstenssmykker, hvorpå hun kaldte på Zefyrvinden og bød den straks at føre dem bort.
På Vejen hjem gav de ædle Søstre deres ulmende Misundelse Luft i Ord. Den ene sagde:
„Hvor uretfærdig er dog ikke Lykken. Nu har den bestemt, at Søstre, som både har Fader og Moder fælles, skal have så forskellig en Skæbne. Vi to, som dog er de ældste, er som Trælkvinder bortgivne til fremmede Mænd og lever fjernt fra vort Fædreland, som om vi var jagede i Landflygtighed! Men hun, den yngste, som først blev født, da vore Forældre allerede var gamle Folk, skal nu være så rig og have en Gud til Mand, skønt hun ikke engang forstår at vurdere sin egen Lykke! Så du, Søster, hvor stort et Slot hun boede i, hvor prægtige Smykker hun bar, hvor hendes Klæder glimrede, hvor Ædelstenene strålede, hvor meget Guld man endog trådte på med sin Fod? Dersom hun nu tilmed har så smuk en Mand, som hun siger, kan der allerede ingen i den hele Verden være lykkeligere end hun. Måske er hendes Mand endog en Gud, som en Gang i Tiden, når hans Kærlighed vinder i Styrke, vil gøre hende til Gudinde. Ja! Således er det. Det så man af hendes Miner. Hun knejser allerede og føler sig som Gudinde. Hun har usynlige Røster til sin Opvartning og kan byde over Vindene, mens jeg, Gud bedre det, har fået en Mand, som er ældre end min egen Fader, skaldet som et Græskar, svagere end det mindste Barn og tilmed så nøjeseende, at han sætter Lås og Slå for alt, hvad der er i Huset."
„Min Mand," svarede den anden, „er oven i Købet krumbøjet af Gigt, og ringe er den Glæde, jeg har af ham. Som oftest må jeg sidde og gnide Gigtknuderne på hans stenhårde Fingre og spolere mine fine Hænder med gamle Klude og ildelugtende Plastre, så jeg snarere ligner en Læge-håndlangerske end en kærlig Hustru. Du får at se, hvor tålmodig du kan bære dette. Jeg kan ikke tåle at se Lykken træffe en så uværdig. Husk på, hvor stolt hun viste sig mod os, hvor pralende hun fremviste sin Rigdom, hvor uvillig hun af så store Skatte kastede en Ubetydelighed til os og derpå straks lod os blæse bort af Vinden, som om hun følte sig besværet af vor Nærværelse. Gid jeg aldrig må være Kvinde mere, hvis jeg ikke skal skille hende ved den Rigdom. Hvis du, som jeg håber, føler den Hån, der er vist os, så godt som jeg, vil vi i Forening lægge en ordentlig Plan. Lad os passe på, at hverken vore Forældre eller nogen anden mærker, hvad vi tænker på. Bedst er det, vi lader, som vi ikke engang ved, at hun lever. Det er nok, at vi selv har set, hvad vi helst var fri for at se; det var for meget forlangt, at vi oven i Købet skulde udbasunere hendes Lykke til hendes Forældre og alle Folk. Når ingen ved af hendes Rigdom at sige, er det, som om den ikke var til. Hun skal mærke, at vi ikke er hendes Tjenestepiger, men hendes ældre Søstre. Lad os nu vende tilbage til vore Mænd og til vore fattige, men ærbare Hjem, og når vi så har overvejet Sagen vel, vil vi vende tilbage for at straffe den overmodige."
De onde Søstre fandt denne onde Plan så god, at de straks skjulte alle de kostbare Gaver, udrev deres eget Hår, satte fortvivlede Ansigter op og pressede store Tårer ud af deres Øjne. Efter at de ved disse Lader havde rippet Såret op i deres gamle Forældres Bryst, ilede de rasende af Misundelse hjem for nærmere at overtænke den nedrige Plan mod deres uskyldige Søster.
En Nat taler den ukendte Ægtemand således til Psyche:
„En stor Fare truer i det fjerne, og hvis du ikke forskanser dig vel imod den, vil den snart have nået dig. De troløse Ulvinder pønser på en skændig Plan, der går ud på at lokke dig til at prøve på at få mit Åsyn at se. Men, som jeg ofte har sagt dig, har du først engang set det, vil du aldrig tiere kunne vente at få det at se. Når nu de skammelige Troldkvinder kommer herhid med deres onde Sind (og de vil komme, det ved jeg), skal du helt lade være at tale med dem, eller, hvis du for din Uskyldighed og Kærlighed ikke kan overholde det, må du i al Fald ikke høre på, hvad de siger om din Mand, eller svare et Ord derpå. Snart skal desuden vor Familie forøges, og af dit hidtil så slanke Liv skal fødes et Barn, der vil blive udødeligt, hvis du bevarer vor Hemmelighed, men kun Menneske, hvis du forråder den."
Psyche jublede ved Tanken om Gudebarnet og glædede sig ret til sin tilkommende Moderværdighed. Længselsfuld tæller hun Dage og Måneder dertil og undrer sig selv over, hvor stærkt hun tager til i Omfang.
Men snart kom de skændige Furier med deres Slangegift flyvende for fulde Sejl.
Da formaner den usete Ægtemand Psyche med følgende Ord:
„Nu har Fjenden draget sit Sværd og Kampråbet lyder! Nu er Søsterhånden væbnet imod dig! Ak, hvor stor en Ulykke truer os ikke, elskede Psyche! Forbarm dig over dig selv og mig, og skærm ved ubrødelig Tavshed din Mand og dig selv og vort Fremtids Håb mod den truende Fare. De skændige Kvinder, som har brudt Blodets Bånd og forfølger dig med så dødeligt et Had, fortjener ikke længer at kaldes Søstre. Når deres Sirenesang lyder fra Fjeldet, må du hverken se efter dem eller høre på deres Ord."
Sukkende og grædende tog Psyche til Orde:
„Du har jo allerede set Prøver på min Troskab og Tavshed. Heller ikke denne Gang skal du få Grund til at beklage dig over Mangel på Fasthed. Befal blot Vinden på ny at lyde mig, og lad mig til Gengæld, fordi jeg ikke må nyde den Lykke at se dit hulde Åsyn, dog i det mindste have den Trøst at se mine Søstre, det beder jeg dig ved dine duftende bløde Lokker, ved dine runde glatte Jomfrukinder, ved dit brændende Bryst. Så sandt jeg håber i vor lille Søn at se dit Billede, hør min inderlige Bøn og tillad mig at trykke mine Søstre til mit Bryst. Nægt ikke din egen Psyche denne Glæde. Synet af dig vilde ikke kunne lægge Noget til den Lykke, jeg allerede føler, selv Nattens Mørke forfærder mig ikke længer; jeg har jo dig, min lysende Stjerne."
Ved disse Ord og ved blide Kærtegn lod Ægtemanden sig bevæge, og idet han aftørrede hendes Tårer med sine Lokker, lovede han at opfylde hendes Bøn, men var atter ved Dagens Frembrud forsvunden.
De træske Søstre besøgte ikke engang deres Forældre på Vejen, men stormede fra Skibet lige op på hint Fjeld, hvorfra de straks uden at vente på Vindens Hjælp styrtede sig uforsigtigt ned i Dybet; men Zephyr, der ikke glemte sin Herskers Bud, førte dem, så nødigt han vilde, med sit blide Pust sagte ned i Dalen.
Med raske Skridt marcherer de ind i Slottet, hvor de omfavner deres stakkels Offer, og idet de hykler Søsterkærlighed for hende og skjuler deres skændige Anslag under glade Miner, smigrer de hende med følgende Ord:
„Kære Psyche, for kort siden var du et Barn, men nu skal du snart være Moder! Hvor stor en Skat bærer du ikke under din Barm! Hvilken Glæde vil du ikke bringe over hele vor Slægt! Hvor lykkelige vil ikke vi blive, som skal pleje det dejlige Barn! Kommer det, som rimeligt er, til at ligne sine Forældre, vil det jo blive en sand Amor."
Ved sådan forstilt Kærlighed indsmigrer de sig endnu mere hos deres Søster. Hun lader dem udhvile sig efter Vejens Anstrængelser, vederkvæger dem ved et forfriskende Bad, og i det pragtfulde Spiseværelse gør hun dem tilgode ved alle Slags Herreretter og Lækkerier. Hun byder Citharen at spille, og straks røres Strengen, Fløjten at blæse, dens Toner klinger, Koret at synge og Sangen lyder.
Al denne usynlige Musik med de dejlige Melodier måtte røre Tilhørernes Hjerte, skulde man tro; men de skammelige Søstres Ondskab lod sig ikke engang standse ved Sangens blide Toner. Snedigt lægger de i Talens Løb Snarer for deres Søster og begynder at spørge hende, hvordan hendes Mand ser ud og hvad Slægt han er af.
Hun, som i sin Enfoldighed havde glemt, hvad hun havde fortalt dem forrige Gang, digter en ny Fortælling om, at hendes Mand hørte hjemme i den nærmeste Provins, at han drev en stor Handel og var langt over Ynglingsalderen, så hans Hår endog var isprængt med gråt.
Men også denne Gang afbrød hun straks Samtalen, overvældede dem med rigelige Gaver og overgav dem derpå til den luftige Ledsager, som ved sit blide Pust hævede dem op på Fjeldet.
På Hjemvejen talte de således til hverandre:
„Nå! den lille Tosse har nok ordentlig lært at lyve. Før var han en Yngling, hvis Hage næppe havde begyndt at få Dun. Nu er han langt over Ungdomsårene og hans Hår begynder allerede at blive gråt. Hvem er da han, som i så kort Tid er farvet af Alderdommen? Enten er det en skammelig Løgn, det frække Fruentimmer har opdigtet, eller også ved hun ikke, hvorledes hendes egen Mand ser ud. Hvilket der nu er Tilfældet, så fortjener hun snarest muligt at jages fra sin Rigdom. Når hun ikke kender sin egen Mands Udseende, må det sikkert være en Gud, som har ægtet hende, og det er et Gudebarn, hun bærer under sit Hjerte. Dersom hun nu skal nyde Hæder som Moder til en Gud, er der jo intet andet tilbage for os at gøre end at gå hen og hænge os; men det skal vi nok få forpurret. Lad os imidlertid se ind til vore Forældre og der overveje, hvorledes vi kan få denne Sag bragt i Orden."
Opfyldte af disse Tanker hilser de knap på deres Forældre, hvem de besøger, og efter en søvnløs Nat iler de ved Morgengry med deres onde Planer til Fjeldet, hvorfra de som sædvanligt af Vindens blide Pust føres ned i Dalen.
De presser Tårer ud af Øjnene, så godt de kan, og tiltaler snedigt den unge Hustru med følgende Ord:
„Du sidder her nok så glad, ukendt med din Ulykke og ubekymret om Faren; men vi, som våger over din Frelse, er ganske fortvivlede over din Stilling. Vi har hørt for ganske sikkert, og da vi tager den inderligste Del i din Skæbne, kan vi ikke lade dig være uvidende om, at den, som om Natten hviler ved din Side, er en rædsom Slange, der snor sig frem i umålelige Bugtninger, har et forfærdeligt Svælg og Halsen dryppende af blodig Gift. Husk blot på, hvad Pythia har spået, at du skulde giftes med et grueligt Uhyre. Mange Bønder og Jægere og andre Folk i Omegnen har ved Aftenstid set den komme hjem fra sine Udflugter og bugte sig ud i Floden her tæt ved.
Alle Folk forsikrer, at du ikke lang Tid endnu vil få Lov til at glæde dig ved denne Herlighed; men når du er bleven mere fyldig, og den Tid nærmer sig, da dit Barn skal fødes, vil Udyret på engang sluge både dig og Barnet. Derfor må du nu vel betænke, om du vil følge dine bekymrede Søstres Råd og leve sammen med os uden al Fare, eller om du vil lade dig begrave i det gruelige Uhyres Mave. Dersom du finder så stort Behag i at sidde ene her i Egnen mellem de usynlige Toner eller at hvile om Natten hos det forfærdelige Væsen, som du aldrig har set, har dog i al Fald vi gjort vor Pligt som kærlige Søstre."
Psyche, der kun var en enfoldig Stakkel, som var let at forskrække, bliver så forfærdet over alt det, hun hører, at hun i sin Angst glemmer både sin Mands Formaninger og sine egne Løfter, idet hun skælvende og bleg som et Lig fremhulker følgende Ord:
„Det er smukt af eder, at I så kærligt tager eder af eders stakkels Søster. Jeg tror virkelig, at de har talt Sandhed, som har fortalt eder alt dette. Thi aldrig har jeg endnu set min Mand eller kunnet få at vide, hvor han hører hjemme. Kun om Natten, når jeg intet kan se, hører jeg hans Røst; om Dagen flygter han, og sikkert har I Ret i, at han må være et forfærdeligt Uhyre. Derfor er det, at han bestandig gør mig bange for at prøve på at få ham at se og truer med, at Nysgerrighed kun vil bringe mig i Ulykke. Dersom I ser nogen Redning for mig Stakkel, så frels mig straks. Forlader I mig nu midt i Ulykken, så er al eders tidligere Omhu spildt."
De ugudelige Kvinder, som således så deres Søsters Sind ligge åbent for deres Angreb, gik nu uden Betænkning lige til Sagen.
„Eftersom Blodets Røst byder os at gøre alt for at stå dig bi, vil vi vise dig den eneste Vej, vi har kunnet udfinde til din Frelse. Ved den Side af Sengen, hvor du plejer at ligge, må du skjule en Kniv, der er så skarp, at den selv ved en svag Hånds Tryk straks trænger dybt ind. Også en lille Lampe, fyldt med Olie og klart brændende, må du skjule således, at den intet Skær kaster ud i Stuen. Når så Uhyret har bugtet sig igennem Slottet til sit Leje, og du på dets Åndedræt mærker, at det ligger begravet i den første dybe Slummer, må du ganske sagte stå op og på bare Fødder med lydløse Trin gå hen og tage Lampen frem af dens mørke Skjul for ved Lyset af den at udføre den frelsende Dåd. Med dristig Hånd må du gribe den skarpe Kniv og ved et rask Snit skille Hoved fra Krop. Vi skal ikke svigte dig. Vi, som ængstelig vil stå og vente på det Øjeblik, da du ved hans Drab har befriet dig selv, skal da hjælpe dig med at skaffe alle disse Herligheder bort herfra og sørge for, at du kan blive gift med et virkeligt Menneske."
Efter at Søstrene således havde ophidset Psyches Sind, forlod de hende straks for ikke selv at blive dragne med i den Ulykke, de anstiftede; og næppe havde Vinden på sine Vinger hævet dem op på Fjeldet, før de i største Fart ilede ned til Skibene og sejlede hjem.
Da Psyche nu i sin Ensomhed intet andet Selskab havde end sine egne urolige Tanker, var hendes Bryst i ligeså hæftig Bevægelse som Havet i Stormvejr. Så fast hun end havde besluttet at følge sine Søstres Råd, svigtede dog Modet hende, hver Gang hun vilde træffe Forberedelser til den gruelige Gerning. Således gik Dagen hen mellem Beslutning og Opsættelse, Dristighed og Angst, Mistvivl og Forbitrelse, og hvad der er det forunderligste, lige så meget som hun gyste for det rædsomme Uhyre, lige så meget elskede hun dog sin Brudgom. Først om Aftenen tog hun Mod til sig, og med ængsteligt Hastværk forberedte hun alt til den blodige Dåd
Om Natten indfinder den usete Mand sig som sædvanligt; men næppe mærker Psyche, at han er hensunken i Søvn, før hun rejser sig fra Lejet. Så forsagt hun ellers er, føler hun sig dog nu stærk; hun hæver rask Lampen, griber Kniven og nærmer sig behjertet som en Mand.
Næppe er Lysskæret faldet henover Sengen, før hun ser det frygtelige Væsen, som dog er den mildeste og blideste af alle Skabninger, selve hin dejlige Amor med den skønne Skikkelse, ved hvis Genskin selv Lampen stråler klarere og Knivsodden funkler stærkere.
Ved dette Syn tabte Psyche både Sans og Samling. Hun sank i Knæ og vidste ikke, hvor hun skulde skjule det dræbende Stål uden i sit eget Hjerte. Sikkert vilde hun have udført denne Beslutning, hvis ikke Kniven selv, gysende tilbage for en så gruelig Gerning, var falden hende ud af Hånden. Langsomt kommer hun til sig selv igen, idet hun atter og atter lader Blikket hvile på den skønne Gudeskikkelse. Om Purpurkinderne og den snehvide Hals bølgede gyldne Lokker i forvirret Uorden, og for deres Glans måtte selv Lampens Skær blegne. Fra den flygtige Guds Skuldre hævede sig Vinger, der glimrede i alle Farver, som Duggen i Morgensolen, og omendskønt Vingen selv var stille, spillede dog de fine Dun uroligt som for Vindens Pust. Kroppen var fin og strålende, og sådan, at Venus selv måtte være stolt af at have født ham.
Ved Sengens Fod lå Buen og Koggeret med Pilene, den mægtige Guds vellystbringende Våben. Nysgerrig undersøger Psyche disse og tager en Pil frem af Koggeret for at prøve dens Spids på sin Tommelfinger. Men hendes Hånd skælver endnu så stærkt, at hun kommer til at trykke den dybere ind, end hun havde tænkt, så at nogle Bloddråber perlede frem gennem Huden.
Således sårede Psyche sig selv uforvarende med Amors Pil og blev derved så optændt af Elskov til ham, at hun bøjede sig helt ned over ham og trykkede det ene brændende Kys efter det andet på hans Læber i største Angst for, at han altfor snart skulde vågne.
Men hvad enten det nu var af Troløshed eller Misundelse, eller fordi den selv længtes efter at kysse så dejlig en Skabning, pludselig spildte Lampen en Dråbe brændende Olie på Gudens højre Skulder.
Det var en fræk og skammelig Lampe og et dårligt Redskab for Kærligheden, at den således brændte sin egen Ilds Ophav, da det sikkert må have været en Elsker, som først har opfundet at oplyse Nattens Mørke for så meget længere at kunne nyde Synet af den skønne. Næppe havde Guden, vakt af Smerten, set det tydelige Vidnesbyrd om sin Hustrus Ulydighed, før han tavs fløj bort fra hendes Arme og Øjne.
Forgæves søgte Psyche at holde ham tilbage ved at klynge sig til hans højre Fod med begge sine Hænder. En Tid blev hun på den Måde ført hen gennem Luften, men faldt tilsidst træt ned på Jorden.
Guden forlod hende dog ikke straks helt, men fløj op i den nærmeste Cypres, hvorfra han med bevæget Røst tiltalte hende med følgende Ord:
„Enfoldige Psyche! For din Skyld har jeg været ulydig mod min Moder, som havde befalet mig ved Elskovsbånd at sammenlænke dig med det elendigste af alle Mennesker. I dets Sted har jeg selv ladet mig fængsle af din Skønhed og såret mig med min egen Pil. Men heri har jeg handlet letsindigt, ser jeg; ved at gøre dig til min Hustru har jeg kun opnået, at du anså mig for et Uhyre og vilde afskære mit Hoved, som bærer de Øjne, der fandt dig så dejlig. Jeg har jo dog atter og atter bedt dig at vogte dig og formanet dig så velvilligt. Men dine herlige Rådgiverinder skal snart få deres Løn for deres fordærvelige Lærdom. Dig vil jeg blot straffe ved min Flugt."
Med disse Ord fløj han op i Luften. Psyche, der lå grædende på Jorden, fulgte hans Flugt med Øjnene, så langt hun kunde, og da hun havde tabt ham af Syne, styrtede hun sig ned i den forbistrømmende Flod. Men den milde Strøm, der ikke turde fortørne den Gud, hvis Ild flammer selv i de dybe Vande, bar hende på sine Bølger over til den modsatte Blomsterbred.
Der lige ved Randen sad netop Hyrdeguden Pan med Gudinden Echo ved sin Side og lærte hende at gengive alle Slags Ord. Nær ved Bredden sprang hans Geder om og nappede Græsset på Engen. Den bukkebenede Gud, som godt vidste, hvad der var hændet den stakkels Psyche, kaldte hende til sig og trøstede hende således:
„Mit dejlige Barn! Rigtignok er jeg kun en Bonde og Kvægdriver, men min høje Alderdom har dog skænket mig en rig Erfaring. Dersom jeg ser rigtigt (kloge Folk kalder det at spå), må jeg af dine vaklende Skridt, din blege Farve, dine dybe Suk, og fremfor alt af dit bedrøvede Blik drage den Slutning, at det er Elskov, som har bragt dig i Ulykke. Hør mig derfor og prøv ikke tiere på at styrte dig i Døden. Kast Sorgen fra dig og bed til Amor, den mægtigste af alle Guder. Han er ung og fin og dejlig, søg du at vinde hans Nåde."
Psyche tilbad i Taushed den venlige Hyrdegud og gik derpå videre. Længe vandrede hun fremad uden at kende Vejen; men ved Aftentid kom hun til den Stad, hvor hendes egen Svoger havde sit Kongeslot. Da hun hørte det, lod hun sig melde hos sin Søster, der straks modtog hende og efter de første Hilsener spurgte om Grunden til hendes Komme. Psyche svarede:
„Du husker nok eders Råd, at jeg med en tveægget Kniv skulde dræbe det gruelige Uhyre, som kaldte sig min Mand, førend det slugte mig med Hud og Hår. Men da jeg efter eders Anvisning lod Lyset skinne på hans Ansigt, så jeg det dejligste Syn, man kan tænke sig. Det var Venus' egen Søn, Amor, som hvilede i den sødeste Søvn. Jeg blev aldeles ude af mig selv ved dette Syn og vidste ikke, hvorledes jeg skulde rumme al den Glæde. Til min Ulykke faldt i det samme en Dråbe hed Olie fra den brændende Lampe ned på hans Skulder. Straks vågnede han, og da han så mig stå der med Lys og Stål i Hånden, sagde han:
„Fra dig erklærer jeg mig straks skilt for din Forbrydelse, men din Søster — og her nævnte han dit Navn — vil jeg tage til min Hustru"; og såsnart han havde udtalt, gav han Zefyr Befaling til at blæse mig bort."
Næppe havde Psyche endt sin Fortælling, før Søsteren, optændt af Begærlighed og Misundelse fandt på en Usandhed til at narre sin Mand med. Hun bildte ham ind, at der var kommet Bud om hendes Forældres Død, sejlede straks af Sted og ilede lige fra Skibet op på Fjeldets Top. Skønt det var en anden Vind, som her blæste, sagde hun dog i sit blinde Hastværk: „Modtag din Ægtefælle, Amor! og du Zefyr, bær din Herskerinde!"
Hermed styrtede hun sig ned fra Fjeldet; men ikke engang hendes døde Krop nåede ned i Dalen. Den blev knust mod de fremspringende Fjeldspidser, og som hun fortjente det, blev hendes sønderrevne Kød Føde for Rovdyr og Fugle.
Heller ikke den anden Søster undgik ret længe sin Straf. Også til hendes Stad blev Psyche ført på sin Vej. Også hun var lysten efter at indtage Psyches Plads hos Amor og ilede til Fjeldet, hvor hun fandt sin Død på samme Måde.
Medens Psyche nu vandrede om fra Land til Land for at spørge, om ingen havde set Amor, lå Kærlighedsguden selv i sin Moders Kammer og græd af Smerten i det brændte Sår.
Den hvide Måge, som ellers flyver hen over Havets Bølger, dykkede da ned i Oceanets dybe Skød, hvor den fandt Venus i Badet. Her fortalte den hende, at hendes Søn slemt forbrændt lå farligt syg derhjemme, og at man overalt på Jorden talte ondt om hele Slægten, fordi Sønnen spildte Tiden med en Kærlighedshistorie ved et Fjeld og Venus selv lå og badede sig i Oceanet, så al Glæde, Ynde og Vid var forsvunden af Verden og Råhed og Simpelhed trådt i deres Sted. Der var ingen kærlige Ægteskaber længer, ingen trofaste Venskaber, ingen Moderkærlighed. Det var uhyggeligt alle Vegne, og man måtte væmmes over de Forbindelser, der blev indgåede.
Således talte den næsvise Fugl og sværtede Sønnen for hans egen Moder. Venus blev alvorlig vred og udbrød:
„Så min kære Søn har allerede fundet sig en Elskerinde. Lad mig da høre Navnet på hende, som har forført min stakkels nøgne Dreng. Er det en af Nymferne eller af Horaerne eller af Musernes Kor, eller måske en Gratie, en af mine egne Kammerjomfruer?"
Den snaksomme Fugl manglede ikke Svar. „Jeg ved ikke ret, min Herskerinde," sagde den; „jeg tror, det er en dødelig Kvinde, han elsker, Hvis jeg har hørt rigtigt, er hendes Navn Psyche."
„Psyche!" råbte Venus forbitret. „Vover han at elske Psyche, som stiller sig på min Plads og tilegner sig mit Navn. Den lumpne Dreng tror nok, at jeg er en Rufferske, som har vist ham Pigebarnet, for at han skulde forelske sig i hende."
Heftig dykker hun op af Havet og flyver op til sit Guldslot; og da hun ganske rigtigt i sit Værelse fandt den syge Dreng, råbte hun helt henne fra Døren, så højt hun kunde:
„Det er rigtig en net Opførsel, der passer sig godt for din Stand og din Opdragelse. Er det ikke nok, at du trodser din Moders Befaling og lader være at straffe hendes Fjende med Kærlighed til en uværdig? Skal så oven i Købet din Dreng gå hen og slutte Forbindelser, og jeg finde mig i at have min Fjende til Svigerdatter? Din ustadige Forfører tror nok, at du er den eneste i Slægten, og at jeg er for gammel til at få flere Børn. Jeg vil da lade dig vide, at jeg nok skal føde en anden Søn, der er meget bedre end du. Eller for at du rigtig skal blive forhånet, vil jeg adoptere en af mine Tjenestepigers Sønner og give ham Vinger og Fakkel og Bue og Pile og alle mine andre Sager, som jeg havde givet dig til et ganske andet Brug. Thi af din Faders Ejendom er der intet tilstået dig til den Slags Beskæftigelse.
Men fra ganske lille har du haft slette Tilbøjeligheder og altid skullet være så rask på dine Hænder. Uden Følelse af Ærbødighed lader du det gå ud over Folk, som er meget ældre end du. Mig selv, din egen Moder, trækker du Klæderne af Kroppen og sårer mig og føler ikke mere Respekt for mig, end om jeg var en gammel Enke. Ikke engang for din Stedfader, den vældige Krigsmand, har du mindste Frygt. Hvorfor skulde du også det? Det er jo dig, som til min Fortvivlelse gør unge Piger forelskede i ham. Men du skal snart komme til at fortryde denne Spot og smage Følgerne af din Kærlighedshistorie."
„Men til hvem skal jeg henvende mig? På hvad Måde skal jeg få den Galgenfugl tæmmet? Skulde jeg søge Hjælp hos min Fjende Fru Ærbarhed, som jeg tit har krænket for hans Narrestregers Skyld? Rigtignok må jeg så nedlade mig til at tale med den plumpe Bondekone. Det bliver hårdt; men Hævn må jeg jo have. Hun og ingen anden kan holde den Knægt i Ave. Hun kan ryste Pilene af hans Kogger, løse Strengen fra Buen, slukke hans Fakkel og plage hans Legeme ved endnu skrap-pere Midler. Når hun har afklippet hans Lokker, som jeg så tit har forgyldt med mine egne Hænder, og revet Vingerne af ham, som jeg tit, mens han lå på mit Skød, har badet i Nektar, så har jeg Hævn."
Efter at have givet sin Heftighed Luft i disse Ord ilede hun atter ud af Huset, hvor hun straks mødte Ceres og Juno. Da disse så hendes opsvulmede Ansigt, spurgte de hende, hvorfor hun fordunklede sine dejlige Øjne med sådanne vrede Miner.
„I kommer lige tilpas for at hjælpe mig," sagde hun. „Skaf mig fat på den Psyche, som er løbet bort. I ved vel nok, hvad der er sket i mit Hus, og hvad min Søn har taget sig for."
De vidste allerede Besked og søgte efter bedste Evne at tale Kærlighedsgudinden til Rette.
„Hvad har da egentlig din Søn forbrudt, høje Gudinde, at du så ivrigt bekæmper hans Kærlighed og ingen Skånsel viser mod hende, som han elsker! Det er da ikke så stor en Ulykke, at han har set venligt til en smuk Pige. Han er jo en ung Mand, der har trådt sine Børnesko. Har du allerede glemt, hvor gammel han er, eller tror du bestandig, han er en Dreng, fordi han bærer sin Alder godt. Du, som er hans Moder og tilmed en forstandig Kone, skal da ikke bestandig udspejde din Søns Veje og træde hans Kærlighed i Vejen. Og mindst skal du dadle ham, fordi han træder i dit eget Spor. For Fremtiden vil da hverken Guder eller Mennesker finde sig i den Tone, du indfører i Verden, når du regerer så strengt i dit eget Hus og ikke under din egen Søn den aller mindste Frihed!"
Således talte de mægtige Gudinder Amors Sag; thi de frygtede selv hans Pile, skønt han var langt borte. Men Venus, der blev meget vred over, at man kunde tage sig det så let med så alvorlig en Sag, vendte sig fornærmet fra dem og skyndte sig ud til Havet.
Imidlertid vandrede Psyche fra Sted til Sted, idet hun både Dag og Nat søgte efter sin Mand. Hun havde kun eet Mål, at formilde hans Vrede. Kunde hun ikke vedblive at være hans Hustru, vilde hun dog vinde hans Tilgivelse. Da hun så engang så et Tempel på Toppen af et højt Bjerg, sagde hun til sig selv: „Hvem ved? Måske troner min Mand derinde."
Skønt hun var træt af den lange Vandring, gav dog Håbet og Længslen hende Vinger. Hurtig var hun helt oppe ved Templets Indgang. Hun så en Dynge Hvedeaks, andre Hvedeaks var flettede i Kranse, desuden lå der Bygaks, Krumknive og andre Høstredskaber. Men alt lå i den største Uorden, som når Arbejderne kaster alting fra sig i Solheden for at søge Middagshvile. Psyche, der mente, at hun måtte passe på ikke at vise Forsømmelighed ved nogen som helst Helligdom, men stræbe efter at vinde alle Guders Velvilje, tager alt op og lægger hver Ting omhyggeligt på sin Plads. Det ser den ophøjede Gudinde Ceres og tilråber hende straks:
„Stakkels Psyche! Venus søger rasende efter dig den hele Verden over og truer med at hævne sig forfærdeligt på dig. Og dog tager du dig så omhyggeligt af mine Sager uden at tænke på din egen Frelse."
Psyche kastede sig ned for Gudinden og vædede hendes Fod med sine Tårer, medens hendes Hår slæbte i Støvet, og anråbte med inderlig Bøn om hendes Beskyttelse:
„Ved din velsignelsesrige Hånd, ved Høstens Glæde, ved din hemmelighedsfulde Fest, ved din Slangevogn, ved Siciliens Marker, ved Plutos Vogn, ved din Datters Bryllup i Nattens Mørke, ved hendes Genkomst til Dagens Lys, og ved alle de Mysterier, som Eleusis dækker med hellig Tavshed, hjælp den ulykkelige Psyche, som påkalder dig med ydmyg Bøn. Tillad mig blot nogle få Dage at søge Skjul i hin Dynge Aks, til Gudindens strænge Vrede er bleven lidt formildet, eller jeg selv har vundet Kræfter efter min trættende Vandring."
„Jeg røres af dine Tårer og ønskede gerne at hjælpe dig," svarede Ceres, „men jeg kan ikke lægge mig ud med min Slægtning, med hvem jeg altid har levet i bedste Forståelse, og som desuden er en meget brav Kone. Gå derfor bort fra mit Tempel, og vær glad ved, at jeg ikke har ladet dig sætte fast."
Psyche følte sig dobbelt ulykkelig ved at være afvist så brat, hvor hun mindst ventede det. Da hun atter steg ned fra Bjerget, så hun dybt nede i Dalen en skyggefuld Lund med et pragtfuldt Tempel. Så lidt Håb hun end havde, vilde hun dog ikke forsømme noget Middel til Frelse, eller gå nogen Guds Tempel forbi. Hun nærmede sig Helligdommen, hvor hun rundt om på Træernes Grene og ved Templets Dør ser kostbare Gaver ophængte og pragtfulde Stoffer, som med indvævede Guldbogstaver forkyndte, hvorfor hver Gave var ophængt, og angav Gudindens Navn. Psyche faldt på Knæ, udstrakte sine Arme mod det brændende Alter efter først at have aftørret sine Tårer, og bad således:
„Du den almægtige Jupiters Søster og Hustru, som boer i det ældgamle Tempel på Samos, der stolt mindes din Fødsel og din første barnlige Klage; du, som nådig besøger den pragtfulde Helligdom i det høje Carthago, hvor man erindrer dig som hin Mø, der på Løvevognen kørte hen over Himlen; som nær Inachusflodens Bred, der nævner dig som Tordengudens Hustru og Gudernes Dronning, våger over Argos' vidtberømte Stad; hvem de østlige Riger hædrer som Ægteskabets Beskærmerinde, mens i de vestlige Lande fødende Kvinder anråber om din Hjælp! Vær du i min Nød en nådig Frelserinde og fri mig ud af min store Trængsel. Jeg ved jo, du hjælper stedse den Kvinde, som bærer et Foster under sit Hjerte."
Juno træder frem i al sin Majestæt. „Hvor gerne vilde jeg ikke opfylde din Bøn," siger hun. „Men Venus er min Søns Hustru, og jeg har altid elsket hende, som om hun var min egen Datter. Jeg kan ikke gøre hende imod, og desuden forbyder Loven jo at tage andre Folks bortrømte Slaver i sin Beskyttelse."
Da Psyche nu også var stødt bort af Juno og ingensteds kunde finde sin bortfløjne Mand, opgav hun alt Håb om Frelse og tænkte ved sig selv:
„Hvorhen skal jeg nu vende mine Skridt, siden ikke engang Gudinderne har vovet at hjælpe mig? Der er intet Skjulested så mørkt, at jeg der kan unddrage mig Venus' forfølgende Blik. Jeg må tage Mod og Mands Hjerte og dristig selv give mig i min Herskerindes Vold. Måske kan jeg ved Ydmyghed formilde hendes Vrede. Hvem ved, om jeg ikke i hendes Slot vil finde ham, som jeg så længe har søgt."
Således besluttede Psyche sig til en Underkastelse, der så nærmest ud til at skulle blive hendes visse Død, men overtænkte dog, med hvilke Ord hun helst skulde trygle om Skånsel.
Venus havde imidlertid udtømt alle jordiske Midler til at finde hende og besluttede derfor at begive sig op til Himlen. Hun lod sin Vogn føre frem, som Vulcan i sin Tid havde smedet af Guld og smykket med de dejligste Figurer i ophøjet Arbejde for at give Venus den i Brudegave. Af de mange Duer, som kurrer om hendes Kammer, kommer fire snehvide trippende frem og virrer med Halsen, mens de stiller sig under det af Ædelstene funklende Åg, og flyver derpå rask af Sted med deres Herskerinde. Muntre Spurve kvidrer rundt om Gudindens Vogn og nydelige Sangfugle melder hendes Ankomst med deres liflige Toner. Hverken Ørne eller Glenter drister sig til at angribe Venus' syngende Skare. Skyerne viger til Side, Himlen åbner sig for sin Datter og Ætheren modtager med Jubel den dejlige Gudinde.
Straks styrer hun lige hen til Jupiters Kongeborg og fordrer stolt, at Mercur, den veltalende Gud, skal stilles til hendes Rå-dighed.
Jupiter tilstår hendes Begæring, og hoverende fører hun sin Ledsager med sig, idet hun giver ham følgende Besked:
„Kære Broder fra det arkadiske Hyrdeland! Du ved, at din Søster Venus aldrig har udrettet noget uden din Bistand, og det kan sikkert ikke være skjult for dig, hvor længe jeg forgæves har efterspurgt det bortløbne Pigebarn. Der er intet andet for, end at du offentlig udråber, at jeg vil betale en stor Løn til den, som bringer mig hende. Men du må meget nøjagtigt angive de Tegn, hvorpå hun kan kendes, for at der ingen Undskyldning skal være, hvis nogen ulovligt søger at skjule hende."
Hermed rakte hun ham et Dokument med Psyches fulde Navn og Signalement.
Hun begav sig derpå til sit Hjem, og Mercur til sin Gerning.
Fra Stad til Stad løb han om med sin Heroldstav og udråbte som følger:
„Dersom nogen måtte antræffe en vis Kongedatter Psyche, tjenende hos Venus, men nu bortløben fra sit Herskab, eller ved at angive, hvor samme Psyche holder sig skjult: han melde sig hos Guden Mercur foran Circus, hvor han til Løn for sin Angivelse af Venus' egen Mund skal få syv søde Kys, og et rigtigt ømt, sødere end Honning."
Det var en Løn, som ret kunde anspore alle Menneskers Iver, og Psyche så nok, at det nu ikke længer hjalp at nøle. Hun indfinder sig foran Gudindens Slot, hvor hun møder en af Venus' Terner, hvis Navn var „Dagligt Samliv". Næppe havde denne set hende, før hun udråbte:
„Endelig kommer du da til Erkendelse, at du har en Herskerinde. Eller måske er du fræk nok til at lade, som du ikke vidste, hvor megen Ulejlighed vi har haft med at søge efter dig. Det er godt, at det er mig, som har mødt dig, så skal du være sikker nok på ikke at slippe fra os."
Med disse Ord tog hun fat i hendes Hår og slæbte hende på den Måde ind, skønt den stakkels Psyche slet ingen Modstand gjorde.
Såsnart Venus så hende, opløftede hun en hånende Skoggerlatter og tiltalte hende med drillende Spot:
„Så endelig værdiger du din Svigermoder et Besøg! Eller måske er det din Mand, du vil se til, som endnu ligger syg efter det Sår, du har tilføjet ham. Vær ganske rolig! Du skal nok få den Modtagelse, som en så kærlig Svigerdatter fortjener. Hvor er mine Terner Sorg og Smerte?"
Disse to blev kaldt ind og fik Psyche under deres Behandling. Lydige mod deres Herskerinde pinte og plagede de den stakkels Pige på alle optænkelige Måder, og gav hende derpå tilbage til Gudinden, som atter opløftede en Skoggerlatter og sagde:
„Nu skal jeg formodentlig vækkes til Medlidenhed ved at se på hendes trinde Skikkelse, som giver mig Håb om snart at skulle kaldes Bedstemoder. Det er en sand Lykke i sin bedste Alder at opnå den Værdighed, og at høre en Slavindes Søn kaldes ens Barnebarn. Men det er der da egentlig ingen Fare for. Den Forbindelse, min Søn har indgået under sin Stand, ude på et Landsted, uden Vidner og uden Faderens Vidende, kan aldrig få Lovskraft, og din Søn vil ingen Fader have; hvis vi ellers overhovedet lader dig leve, til du har født."
Med disse Ord farer hun i Psyche, river hendes Klæder i Stykker, rusker hende i Håret, til hendes Hoved bliver ganske fortumlet, blander nogle Bunker Hvede, Byg, Hirse, Valmuefrø, Ærter, Lindser, Bønner til een stor Dynge, og siger til hende:
„Når man ikke ser bedre ud end du, må det vel være ved Flid og Huslighed, man vinder sine Elskere. Lad os da prøve, hvad du duer til. Sorter mig dette Korn, så hver Art kommer til at ligge for sig selv; men du må have Arbejdet færdigt inden Aften."
Efter at have udstedt denne Befaling gik Venus bort for at være til Stede ved en Bryllupsfest, medens Psyche, der blev ene tilbage, lagde Hænderne i Skødet, stum af Forfærdelse over en sådan Opgave, der var umulig at udføre.
Men den lille flinke Myre, der så hendes Elendighed, følte Medynk med den mægtige Guds Hustru og harmedes over Svigermoderens grusomme Strenghed. Travl og væver iler den frem og tilbage for at kalde alle de andre Myrer sammen.
„Vær barmhjertige, I flittige Børn af vor fælles Moder Jord! Vær barmhjertige! og kom Amors Brud, den nydelige Pige, hurtigt til Hjælp i hendes store Nød."
Hele det seksfodede Folk myldrer frem fra alle Kanter, i største Fart skiller de Dyngen ad, Korn for Korn, lægger hver Bunke for sig, og er på een Gang forsvundne, som om de var blæste bort.
Ved Nattetid kommer Venus hjem fra Bryllupsfesten, op-flammet af Vin, duftende af Balsam, helt omvunden med de dejligste Rosenkranse, og ser til sin Forundring, at Arbejdet var helt færdigt.
„Det er ikke dine Hænders Værk, skændige Bedragerske," sagde hun, „han har hjulpet dig, som til din og sin egen Ulykke har fundet på at forelske sig i dig!" og hermed kastede hun en Brødskorpe til hende, idet hun selv gik til sit Leje.
Imidlertid sad Amor fængslet i et Kammer allerinderst i Huset, hvor han blev holdt under streng Bevogtning. De sagde, det var, for at Såret ikke skulde bryde op igen, når han fløj ud og gjorde kåde Streger; men den egentlige Grund var, at han ikke måtte få sin Elskede at se.
Således gik Natten sørgeligt hen for de to elskende, som var skilt fra hinanden, skønt de boede under samme Tag.
Næppe var Aurora steget op på Himlen, før Venus lader Psyche kalde for sig og taler således:
„Ser du den Skov, der beskylles af en Flod, ved hvis bugtede Bredder du længere nede ser en Eng, hvor Guldfår græsser uden Hyrde? Bring mig en Tot af deres gyldne Uld, hvorledes du end skal få fat på den!"
Psyche gav sig straks på Vejen, ikke for at udføre Gudindens Bud, det så hun var umuligt, men for at ende sine Lidelser på Flodens Bund.
Da hørte hun en sagte Hvisken i de Rør, som Vinden bevægede hid og did ved Flodens Bred, og hun skelnede en Røst, som sagde:
„Psyche, du hårdtprøvede, besmit ej mine hellige Bølger ved din Død. Dog må du heller ikke for rask gå hen blandt de vilde Får på hin Eng, medens den brændende Sol gør dem galne, så de med deres spidse Horn og giftige Bid farer løs på Folk. Til Middagsheden er gået forbi og Dyrene søger Hvile ved den kølige Flodbred, kan du skjule dig sikkert under denne Platan, der søger Næring af Floden her ligesom jeg. Medens da de vilde Dyr ligger og sover, kan du gå hen i Skoven her tæt ved og på Tjørnebuskenes Grene finde den gyldne Uld, som er bleven hængende fast, når Fårene løb forbi."
Således viste det kærlige Rør Psyche Vejen til hendes Frelse. Hun lod sig det ikke sige to Gange, men fulgte nøjagtig den Anvisning, hun havde modtaget. Det var en nem Måde at få det på, hun skulde hente, så hun kunde bringe Venus en hel Favn fuld af gylden Uld.
Dog var hendes Herskerinde endnu ikke tilfreds. Hun modtog hende med rynket Bryn og et vredt Smil.
„Jeg ser nok, hvem det er, som atter denne Gang har hjulpet dig; men nu skal jeg nok for Alvor prøve, om du virkelig er så modig og klog. Ser du histoppe den høje Fjeldtop, hvorfra det sorte Vand kommer styrtende, som nede i Dalen blander sig med den stygiske Sø og nærer den underjordiske Tårestrøms hulkende Vande? Af det Kildevæld må du øse mig iskoldt Vand og straks bringe mig det i denne Skål!"
Med disse Ord rakte hun hende under de hårdeste Trusler en smukt udarbejdet Krystalskål, og Psyche skyndte sig op til Bjergtoppen i det Håb, at hendes elendige Liv dog engang kunde få Ende.
Heroppe så hun først rigtigt, hvor forfærdelig denne Gerning var. Fjeldet faldt brat af imod Dybet, og ud fra den lodrette Væg styrtede Vandet ned i en Kløft, hvor det bugtede sig mellem snævre Klipper. På begge Sider strakte fæle Slanger deres lange Halse ud fra Klippehuler og spejdede rundt omkring med Øjne, som aldrig lukkede sig. Endog Vandet selv forøgede hendes Rædsel ved sin Klang; thi bestandig lød det: „Gå bort! Hvad gør du? Pas på! Hvad har du for? Tag dig i Vare! Flygt herfra! Det bliver din Død!"
Psyche var nær selv bleven til en Sten ved al den Rædsel. Hun kunde ikke engang græde, så forskrækket var hun. Men et nådigt Forsyn tog sig af den uskyldige Sjæl. Der kom Kongeørnen flyvende forbi med udstrakte Vinger; den kunde godt huske, hvorledes Amor havde ledet dens Flugt, da den bar den frygiske Dreng op til Himlen, for at han der skulde skænke Nektar for Zeus. Nu mente den, at den for Gudens Skyld måtte hjælpe hans Hustru, og idet den dalede ned fra sin høje Flugt, sagde den:
„Du, som kender så lidt til Verden og aldrig har prøvet så-danne Ting, tror nok, at du kan fange såmeget som en eneste Dråbe af dette Vand, der er ligeså helligt, som det er rædselsfuldt. Har du aldrig hørt, at Guderne, ja endog Jupiter selv gyser blot ved at nævne Stykses Vande, og som I Mennesker sværger ved Guderne, således sværger Guderne ved den hellige Styks? Lad du hellere mig få din Skål."
Den griber Skålen i sine Klør, flyver rask ned forbi Slangerne, der udstrakte deres Gab efter den og spillede med deres trekløftede Tunge. Ved sine Vingers Slag holder den sig tæt under Kildevældets Udspring og opfanger Vandet, som dog bestandig modsatte sig og tilråbte den, at den skulde gå bort. Den opdigtede da, at det var efter Venus' Befaling, den hentede Vandet. Derved blev dette mere føjeligt, og Psyche modtog glad Skålen, med hvilken hun ilede tilbage til Venus.
Nu skulde man tro, at alt var godt; men det værste var endnu tilbage. Med et uhyggeligt Smil sagde Venus til hende:
„Du må være en dygtig Troldkvinde, siden du så rask kan opfylde mine Ønsker. Men der er endnu et, min Dukke, som du må gøre for mig. Tag denne Æske og gå med den ned til Underverdenen, hvor de døde bor. Overræk så Æsken til Proserpina og sig til hende: „Venus beder dig, om du ikke vil overlade hende blot så meget af din Skønhedssalve, som er nok for een Dag. Thi det, hun havde, har hun helt opbrugt, mens hun vågede over sin syge Søn." Men du må skynde dig at komme tilbage; thi jeg må nødvendig have den Skønhed så snart som muligt, da jeg skal pynte mig til den store Festforestilling i Gudeteatret."
Nu kunde der da ikke være den mindste Tvivl tilbage for Psyche om, at Venus ikke vilde nøjes med mindre end hendes Liv, siden hun således rent ud befalede hende at vandre ned til de dødes Land. Hun gik derfor ligestraks hen til et højt Tårn, fra hvis Top hun vilde styrte sig ned. Det var jo den sikreste Vej til hurtigt at komme til Dødningeriget.
Men Tårnet hævede sin Røst og sagde:
„Hvorfor vil du søge Døden på så voldsom en Måde? Ulykkelige! Når du ad sådan Vej skiller Sjæl og Legeme fra hverandre, vil du nok komme ned til Pluto, men du kommer da aldrig tilbage igen. Følg derfor hellere mit Råd! Ikke langt herfra ligger Staden Lacedæmon. Nær ved den i en øde Egn vil du finde Bjerget Tænarum. Der er en mørk Hule, som du dristig skal gå ned i; thi fra den fører en Vej lige ned til Orcus' Kongeborg. Dog må du ikke vandre tomhændet ind i Mørkets Rige. I hver Hånd skal du holde en Honningkage, og i Munden to Kobberskillinger.
Midt på Dødningevejen vil du møde et halt Æsel med Kvas på Ryggen og en halt Æseldriver. Han vil bede dig optage nogle Kviste, som er faldne ned af Æslets Ryg, og række ham dem. Men du skal gå forbi uden at svare ham. Når du så kommer til Dødningefloden, vil du finde Færgemanden Charon, som fordrer Færgepenge for at føre Folk over i sin lappede Båd. Thi også blandt de døde spørger man om Penge. Heller ikke Charon, den gamle Knark, så stor en Gud han er, gør noget uden Betaling. Hvor fattig man er, må man have Penge med sig, når man dør; har man ingen, får man blive her på Jorden.
Du må altså lade denne smudsige gamle få den ene af dine Kobberskillinger; men han skal selv tage den af din Mund, så lader han dig stige ned i Båden. Midt ude i det dorske Vand svømmer en gammel Dødning, som rækker sine kødløse Hænder i Vejret og beder dig at tage ham med i Fartøjet; men vogt dig for at lade dig bevæge af Medlidenhed.
Et Stykke på den anden Side Floden står nogle gamle Koner og væver. De vil bede dig om at tage Hånd i med et Øjeblik. Men heller ikke dem må du høre på; det er altsammen noget, som Venus har koglet frem for at få dig til at slippe Honningkagerne af Hænderne. Og de Honningkager har meget at sige; thi taber du endog blot den ene af dem, kan du aldrig mere komme op på Jorden igen.
Foran Plutos Slot, må du vide, ligger der en forfærdelig stor Hund med tre uhyre Hoveder. Den er gyselig at se til, og med sit Glam, der lyder som Torden, forskrækker den Dødningerne, som dog ikke behøver at frygte for at blive bidt ihjel. Den skal du give en Honningkage, så kan du uskadt gå forbi den og komme ind til Proserpina selv.
Hun vil modtage dig venligt, bede dig sætte dig ved Bordet og tage for dig af Retterne. Men du skal sætte dig på Jorden og blot bede om et Stykke sort Brød at spise, og derpå fortælle, hvorfor du er kommen. Når du så har fået Salven til Venus, skal du på Tilbagevejen give Hunden den anden Honningkage, den gerrige Færgemand den anden Kobberskilling; og når han så igen har sat dig over på denne Side Floden, kan du trøstig følge den Vej, du steg ned, til du atter kommer op til Dagens Lys. Men fremfor alt må du vel passe på, at du ikke åbner den Æske, Proserpina giver dig, eller titter ned i den for at se den skjulte Skønhedsskat."
Således talte det høje Tårn.
Psyche gik derpå den lige Vej til Tænarum og ned igennem den mørke Hule med en Honningkage i hver Hånd og to Kobberskillinger i Munden. Da hun kom til den halte Æseldriver, passede hun på at tie stille for ikke at tabe Kobberskillingerne af Munden. Den ene lod hun derpå Færgemanden tage, men vogtede sig vel for at strække Hånden ud efter den svømmende Dødning eller hjælpe de vævende Koner. Den ene Honningkage stak hun i Hundens Gab, og så kom hun ind i Proserpinas Sal. Men skønt Gudinden indbød hende, hverken satte hun sig ned på de bløde Hynder eller nød af de herlige Retter. Ydmygt kastede hun sig på Gulvet foran hendes Fødder, nøjedes med et Stykke simpelt Brød og fremførte derpå Venus' Begæring. Hun får en vel tillukket Æske, stikker den anden Honningkage i den gøende Hunds Gab, lader Færgemanden tage den Skilling, hun endnu har tilbage, og iler derpå glad og let op ad Vejen til Dagens Lys.
Men nu kunde hun ikke længere styre sin Nysgerrighed. „Jeg Tosse," sagde hun, „som har den guddommelige Skønhed her i Æsken og ikke tænker på selv at salve mig med en lille Dråbe deraf, for at min dejlige Elsker skal blive så meget gladere ved at se mig."
Med disse Ord åbner hun Æsken. Men det, som var i den, var ingen håndgribelig Ting og heller ingen Skønhed. Det var slet og ret Dødens Søvn, der næppe var smuttet ud under Låget, før den faldt over hende og lagde sig over alle hendes Lemmer, så hun på Stedet faldt om og lå på Vejen ubevægelig som et Lig.
Heldigvis var Amor kommen sig efter det brændte Sår, og da han ikke kunde udholde så længe at savne sin Elskede, fløj han ud gennem et Vindue oppe ved Loftet i det Kammer, hvor man holdt ham fængslet. Hans Vinger havde haft Tid til at hvile sig, og derfor fløj han i utrolig Hast hen til sin egen Psyche. Da han så, hvorledes det var fat, strøg han Søvnen af hende og puttede den igen ned i Æsken, hvorpå han vakte Psyche ved at berøre hende let med sin Pil.
„Det er nu anden Gang, din Nysgerrighed har styrtet dig i Fordærvelse. Skynd dig imidlertid med at fuldende, hvad min Moder har pålagt dig. For det øvrige skal jeg nok sørge."
Med disse Ord svang han sig straks op i Luften, og Psyche bragte ilsomt Proserpinas Gave til Venus.
Men Amor, der bestandig brændte af Elskov, og var meget bange for den Ærbarhed, som hans Moder så pludselig havde sluttet Forbund med, satte alle Sejl til og fløj helt op til Himlens Tag, hvor han talte sin Sag for den almægtige Jupiter selv. Jupiter tog ham om Kinden, trak ham helt hen til sig og trykkede et Kys på hans Mund, hvorpå han sagde:
„Skønt du, min Hr. Søn, aldrig har villet vise mig den Ærbødighed, som dog skyldes mig efter Gudernes enstemmige Beslutning, og skønt du hvert Øjeblik retter din Pil mod min egen høje Person, som styrer Naturens Love og Stjernernes Gang; skønt du tit har ladet mig falde i jordisk Elskov og har bragt mig i slet Rygte ved at forlede mig til at synde mod Statens Love og den offentlige Moral, og nedværdige min himmelske Skikkelse ved at give mig Skikkelse af Slanger, Ild, vilde Dyr, Fugle og Kvæg, vil jeg dog lade Nåde gå for Ret, siden du er vokset op imellem mine egne Hænder, og opfylde din Bøn, når du blot så selv sørger for at holde dig Rivaler fra Halsen og fremfor alt ser til, at til Gengæld jeg kan gøre min Lykke hos den skønneste Pige, der ellers findes på Jorden."
Efter at have talt således befalede han Mercur straks at kalde alle Guder til Forsamling under Trusel af 10,000 Sestertiers Mulkt for den, som ikke mødte. Da ingen havde Lyst til at betale Bøder, blev Forsamlingen i et Øjeblik fuldtallig. Jupiter sad på en ophøjet Trone og holdt følgende Tale:
„Høje Guder, hvis Navne er opskrevne i Musernes Fortegnelse over den himmelske Forsamling! I ved sikkert alle, at denne Yngling er vokset op under mine egne Øjne. Men nu har jeg besluttet at lægge Tømme på hans ungdommelige Overmod. Der sker jo intet Ægteskabsbrud, ingen Forførelse, uden han har sin Del deri. Man må give ham andet at tænke på og se at få ham smedet i Ægteskabets Lænker. Han har allerede fundet sig en Brud. Hende kan han jo beholde; så vil han hos hende forhåbentlig glemme sine andre Streger. — Men du, min Datter," sagde han til Venus, „behøver ikke at være bedrøvet, eller frygte for, at din Rang skal blive kompromitteret ved dette Bryllup. Jeg skal på Øjeblikket ophæve Standsforskellen, så at Bruden efter alle borgerlige Love skal kunne stilles i Linje med Brudgommen."
Straks byder han Mercur at hente Psyche og føre hende op i Himlen. Han rækker hende derpå et Bæger Ambrosia med de Ord:
„Drik dette og bliv udødelig! Aldrig skal Amor forlade dig, men Eders Ægteskab skal bestå til evig Tid!"
På Stedet foranstaltes der et pragtfuldt Bryllupsgilde. På den øverste Løjbænk lå Amor og ved Siden af ham Psyche; så kom Jupiter og Juno og derpå alle de andre Guder efter Orden.
Jupiter fik sit Bæger fyldt med Nektar af sin egen Mundskænk, Hyrdedrengen fra Idabjerget; de øvrige Guder blev betjent af Bacchus. Vulcan stod ved Skorstenen, Horaerne pyntede alle Vegne med Roser og alle Slags Blomster, Gratierne strøede Røgelse på Alteret, Muserne sang med deres klare Røst, Apollos Sang lyder til Citharen, og tilsidst opførte Venus en Dans, medens Muserne sang i Kor, Satyren spillede på Sækkepibe og Pan blæste i sin Rørfløjte.
Således blev Psyche viet til Amor og fødte efter nogen Tids Forløb en Søn, som kaldes Elskovsglæde.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar